Tag-arkiv: Sundhed

Dagen derpå -eller havdyrvegansk tømmermandsstopper

Dagen derpå©Katja Gry Svensson
Da jeg vågnede hen ad pinsesøndag, sagde min krop, at den ville have æg og bacon. Helst også cocktailpølser. Stegt flæsk og persillesovs, for den sags skyld. Eller bare en burger med medister. Faktisk var det så alvorligt, at mine celler ligefrem skreg efter salte og helst fedtdryppende proteiner.

Krise eskalerer
Vi havde en lang diskussion, kroppen og jeg. Jeg følte mig svag og overvældet af kravene og til sidst tog kroppen mig ud i køkkenet for at få stillet sin sult. Den havde åbenbart glemt at bemeldte fødevarer ikke kommer i mit køkken. Men der var nu heller ikke så meget andet derude. Ikke engang rugbrød.

Krise håndteres
Så fik jeg øje på de grønne franske linser -de Puy og nye tanker formede sig i mit sind.(eller var det bare rent instinkt?) Indenfor 30 minutter blev linserne kogt med lidt bouillonpulver, et skvæt fish-sauce og flere teskefulde chilipasta. Egentlig kunne linserne have gjort arbejdet alene, men som ekstra bonus blev de toppet med lynstegte tofutern i sojasauce med sesamfrø.

Ny krise opstår
Det smagte rigtig godt og efter rå mængder (ikke som på billedet, det er bare koketteri), tænkte jeg ikke længere på landbrugs- eller andre dyr. For med et var min krop kun interesseret i fastelavnsboller, pandekager, kanelsnegle og cola og i mine tanker passerede Paradis og bydelens bagere revy.

Men selv om kroppen var tændt efter sukker, var den alligevel for doven til at gå ud. Så her kom den nemme løsning ind i billedet: Frosne bær, banan, ½ appelsin og et drys vaniljepulver (ikke –sukker) blev hurtigt blendet ud i sojamælk. Uhm!

(Mineral)balance genoprettes
Ingen kager til mig efter det! Kun en lille skål linser til, fordi de smagte godt. Plus uendelige mængder af koldt vand fra hanen, naturligvis.

Og det virkede. Også på mine tømmermænd! Og de potentielle moralske af slagsen blev afløst af sand selvglæde: Man kan sagtens svine sig til hele natten, hvis bare man opfører sig pænt dagen efter!

Grønne franske linser m chili og soyamarineret stegt tofu©Katja Gry Svensson

8 kommentarer

Gemt i ms-kost

Anes georgiske aubergineruller som min mor laver dem

Anes georgiske kogebogHer er en forretten, som får gæsterne til at ringe tilbage næste dag for at sige tak (og for at få opskriften).

Det var Ane, der først fandt denne kaukasiske tapas på en restaurant i Skt. Petersborg.

Så købte hun den georgiske kogebog, som har lagt grunden til flere forbilledlige gæstebud.

Georgiske aubergineruller/Katlagry
Rullerne på billederne her, har min mor lavet med valnødder fra eget træ, 2009, og koriander fra denne sommers urtehave. Vi har ændret lidt på de oprindelige forhold, så rullerne er blevet mindre skarpe i løgsmagen.

Opskrift: Georgiske Auberine-ruller

  • 1 stor aubergine
  • Olivenolie, den mængde, der skal til at pensle et tyndt lag på aubergineskiverne

Nøddemasse/ fyld

  • 2 dl. valnødder/ 85 gr.
  • 1 lille løg eller 2-3 forårsløg
  • 3-4 fed hvidløg
  • 3 spsk. vinedike
  • 1 stort bundt frisk koriander eller mere
  • Friskkværnet peber
  • Salt

 
Auberginerne skives meget tyndt på langs –  højst ½cm. Lægges på bagepapir og pensles med olivenolie.
Steges i ovn ca. 20 min ved 185 grader  i varmluft ovn, uden varmluft lidt længere.
 
Nøddemasse /fyld
Valnødder, hvidløg, løg og koriander hakkes fint eller blendes til en sammenhængende masse og tilsættes vineddike. Pas på ikke at smadre det helt. Valnødderne skal stadig have struktur. Husk også at gemme lidt korianderblade til pynt.
Det kritiske punkt er løgene. Docér med omhu, så smagen ikke bliver for skarp. Løg kan være så forskellige…

Fordel nøddemassen på aurberginerne og rul sammen.
Pynt med korianderblade.

Velbekomme.

Aubergineruller/Katlagry

12 kommentarer

Gemt i ms-kost, Opskrifter, Sclerosekost, veganer, vegetar

Funky morgenmad

Der var ingen æbler. Og ingen hjemme. Men det var alligevel en dårlig undskyldning for at springe havregrøden over. Heldigvis var der blåbær i fryseren. Jeg ville gerne skrive, at jeg havde plukket dem selv, I Småland. Men de var fra Brugsen og nærmere kommer jeg ikke deres oprindelse. Men jeg skal lige love for at morgenmaden fik en anden farve!

Det er æblerne der plejer at gøre det søde arbejde. Sådan er det ikke med de her bær. Selv om de er blå er de ikke særlig søde. Så jeg måtte bryde en ellers indgroet vane og TILSÆTTE sødt. Men ganske lille teskefuld honning kunne gøre det. Ingen grund til panik.

Havregrød med blåbær©Katlagry

Opskriften er den samme som jeg tidligere har vist her  Blot skal æblerne byttes ud med blåbær. Og så en lille klat honning, altså.
Jeg har hørt at det er bedst, hvis bær fra frost lige kommer op på kogepunktet,  men så skal de heller ikke have længere.

Bonus: Hvis du tænker at det er lidt besværligt med alt det sunde - så se det alternative (konventionelle!) skrækscenarie her:  The Creepiest Children’s Cereals Of All Time.

Velbekomme!

2 kommentarer

Gemt i ms-kost, opskrifter, Sclerose, Sclerosekost, veganer, vegetar

Nye blommer i salaten

Blomkål med ristet sesam
September er min yndlingsmåned. I september sker det hele. Man kan endelig have sit rigtige tøj på igen og trække vejret. Himlen er klar og det kølige overblik indfinder sig. Glimtvis. Det er tid til ny start.
Sommeren var varm og sløv som jeg selv og min vingummi-vilje.

Forfaldt for nemt til færdigmad og usundheder, som ikke står på mit program . For eksempel ostemadder, leverpostejmadder, shawarma, colaer og foie gras. For slet ikke at nævne lagkager, champagne, mojitos, manchego, mozarella og franskbrød med omelet. Måske endda med bacon. Og så en hot dog eller en burger i ny og næ.

Men nu skal det være slut. Der skal strammes op! Kosten skal lægges om. Igen. Heldigvis bliver jeg belønnet med det samme. Med lækker mad som jeg vil være bekendt. Og en anelse selvglæde, når det lykkes.

Men det er ikke det samme, som at jeg vågner i morgen og har styr på måltiderne resten af ugen. Det kan både gå galt og gå i sig selv. Farerne lurer over alt. Så udover glæden ved at mærke, når kroppen siger tak for ordentlig mad, har jeg også et par andre strategier til at komme tilbage på sporet.

En af dem er ‘kost-overvågning. Det lyder uhyggeligt. Men det kan også blive en sport. I mit overvågnings-skema(!), noterer jeg alt hvad jeg indtager. Og jeg mener ALT. Helst med det samme, lige når det er spist eller drukket.

Når jeg gør det, opdager jeg hurtigt, hvorfor det er vigtigt at skrive det ned med det samme. På et øjeblik har jeg nemlig glemt alle de små bidder på vejen.

Overvågningen har flere funktioner. Dels giver den overblik over, hvad det præcist er, man fylder sig med. Måske bliver man overrasket over hvor meget crap, der ryger ned – eller måske opdager man hvor sund man allerede er.
Selv bliver jeg meget hurtigt sundere, når jeg begynder at holde mig  ajour med indtaget.

For så snart jeg holder øje begynder jeg automatisk at efterstræbe bedre mad. Jeg gider jo ikke sidde og skrive; “1 pakke matadormix, 1 dåse cola, 4 skiver franskbrød og 8 skiver ost” særlig mange gange.

Og så til noget ordentligt mad!
I køkkenet står min jæger-samler, som har været ude og fange svampe i dag. Nu dufter her af rørhatte og støvbolde. Men det er en anden historie.

For her kommer menuen fra i torsdags som jeg blev inspireret til af Lonnies kommentar her på siden:

Opskrift: Lonnies salat med blommer i Wasabi til hellefisk i ovn og dampet blomkål med sesam

Blommesalat

  • 1 hoved Lonnies wasabiblommesalat m forårsløb, citron og pinjekernerhjertesalat
  • 1 bundt forårsløg
  • 4 blommer
  • Ristede pinjekerner
  • Wasabipasta
  • Koldpresset olivenolie
  • Citronsaft og -skal af ½ citron

Sojamarineret Hellefisk

  • Frossen hellefisksojamarineret Hellefisk på forårsløg og tomat
  • ½ dl Tamari (soya-sauce)
  • Det øverste af forårsløgene
  • 5 søde tomater i mellem
    størrelse
  • Friskkværnet peber

Dampet blomkål m Sesamfrø

  • 1 blomkålDampet blomkål med ristede sesamfrø
  • Bredbladet hakket persille
  • ristede sesamfrø

 

Sådan gjorde jeg

1.     bland ca to cm. wasabipasta med ca 1/4 dl olivenolie

2.     Skær blommer i tern og kom dem i dressingen

3.     Læg den optøede fisk i soja. Jeg brugte teriaki, men kun fordi det stod der, kunne vel ligeså godt have været min almindelige Tamari.

4.     Rist først pinjekerner og så sesamfrø på tør pande og læg dem til afkøling

5.     Skær forårsløg – gem det nederste af forårsløgene i skål til salaten og den øverste grove del i bunden af et fad til fisken

6.     Skær tomater og fordel ovenpå forårsløgene i fadet til fisken

7.     Skær persille og sæt i skål

8.     Fisken op af soja og ned i fadet på forårsløgene og tomater.

9.     Fisken fik ca. 20 minutter ved 200 grader

10.  Bland salaten og drys med pinjekerner

11.  Damp blomkålsbuketterne kort, så de stadig har bid. Anret og drys med sesamfrø.

Husk at sætte persille ind som man selv kan dosere på blomkål og fisk.

Velbekomme

6 kommentarer

Gemt i ms-kost, multiple sclerosis, Opskrifter, sclerose, Sclerosekost

Sensommersager & Kruspersillesalsa

orange-grønne peberfrugter i ovn m torsk m chili, Grov kruspersillepesto, Rød-grøn salat og

Gårsdagens sene måltid var et værdigt farvel til august. Og med tomater fra egne forældres have, er det lige før jeg bliver religiøs. Jeg lover i hvert fald aldrig mere at spise tomater uden for sæson! Når de kan smage så godt, må det være syndigt at røre de blege erstatningstomater man risikerer resten af året.

Billedet yder på ingen måde denne fantastiske middag retfærdighed. Så videre til detaljerne:

Opskrift:

Ovnfisk

  • 3 grøn/orange peber i store tern
  • 2 stykker ‘frisk’ torsk fra Brugsen
  • Fintsnittet chili efter eget chilibehov

Peberfrugter med olie kom ind i ovnen (180 grader) som det første, så de kunne nå at få lidt ekstra varme før fisken. Ca. 10 minutter. Derpå lagdes, torsken som blev drysset med chili, salt og peber. Ca. 20 minutter

På den tid kunne én som var hurtigere end mig snildt få resten fra hånden…

Grov Kruspersille-salsa

  • Stor  håndfuld gammeldags persille
  • ca. 4 små cherrytomater
  • 2 black eye tomater
  • ½ spsk koldpresset olivenolie
  • Salt og peber

Persillen så godt som direkte fra jorden, blev skyllet og finthakket. Således også tomaterne. Og så blev det blandet sammen og smagt til med lidt olie og salt og friskkværnet peber.

Rød/Grøn salat som forleden . Og hertil kogte kartofler med persille.

Velbekomme. Og tak!

5 kommentarer

Gemt i food, mad, Meninger om mad (med MS), MS, MS diet, MS, sclerose, ms-kost, multiple sclerosis, opskrifter, Sclerose, Sclerosekost

Skærsommersalat med skaldyr og duft af Thailand

Her 1½ time efter er vi stadig mætte af kun denne salat og rejer til selvpil.
Rejerne skulle egentlig have været almindelige afpillede og så skulle de have toppet salaten. Men de var heldigvis udsolgt. Ellers havde vi ikke brugt det halve af sommeraftenen på at pille dem sæl ;-)

Denne blanding af Nordatlant og Sydhavsfrugt er udtænkt af min husholdningsveninde Bente. Mængdeforholdene har hun ikke ansvar for – men det var hende der sagde at man kunne blive mæt!
Bentes mangosalat m avocado, forårsløg, slikærter, grøn salat, citron og en reje

Opskrift:

  • 2 modne mangofrugter
  • 1 avocado
  • 150 gr. slikærter
  • 1 hoved mini-romainesalat
  • 2 forårsløg
  • Saft af 1 citron (høvl og gem evt skallen til senere brug)
  • 500 gr. rejer m skal
  • Friskkværnet peper

Alt skæres i mundrette bidder/ tynde skiver. Anret grøn salat på to tallerkner og læg de øvrige grønne og gule sager i lag – som du lyster. Rejerne øverst eller ved siden af. Til sidst citronsaft. Og peber. Velbekomme!

3 kommentarer

Gemt i food, mad, MS, MS diet, ms-kost, opskrifter, Sclerose, Sclerosekost, vegetar

Grovpasta med varmrøget laks


Her kommer en af de meget nemme. Når pastaen er fuldkorns, mætter den bedre. Og den smager deeeejligt. (i hvert fald den änglemark fra Brugsen som findes i dette køkken).
 
Men det som gør, at jeg gider at spise pasta uden parmesanost, er den salte røgede fisk i kombination med chili og citronskal!

Læs mere om hvorfor fuldkornspasta er et godt valg her

 
Opskrift: GROVPASTA MED VARMRØGET LAKS, CHILI OG CITRON

  • Fuldkornsspaghetti, så meget man vil ha
  • 300 gram frossen hel spinat
  • ½ dl. Soya-fløde
  • Ca. 3 cm. Hakket frisk rød chili (eller mere)
  • ¼ revet citronskal (eller mere)
  • 1 pakke varmrøget laks, ca. 150 gr.
  • Friskkværnet  peber

 Vand til spaghetti sættes over, mens spinaten varmes. Når spinat er tøet op tilsættes soyafløde og lidt peber. Jeg undIod salt fordi, laksen var meget salt.

I mens hakkes chili og citronskal rives eller høvles.
Når pastaen er al dente, hældes vandet fra og den blandes med spinaten og kommes på tallerknerne. Herover fordeles den varmrøgede laks i mindre stykker (husk at sætte tid af til at åbne pakken!)

Det hele toppes med frisk chili og citronskalsspåner. Det var chili og citron, der gjorde forskellen og løftede retten. Og der kunne sagtens have været mere af begge dele!

Velbekomme!

Skriv en kommentar

Gemt i ms-kost

De omtalte ramsløg

Omsider! På den sidste forårsdag fik vi plukket de ramsløg. Udmærkede blade. Og fine på kartoffelmaden.

Og for god ordens skyld: Ramsløgene skulle både være en bombe af c-vitamin OG virke antibiotisk og blodtrykssænkende.

OPSKRIFT

  • Ramsløg
  • Kogte kartofler
  • Rugbrød
  • Lidt mayonnaise
  • Friskkværnet peber + salt

Kartoflerne fra i går findes frem (eller koges på stedet og afkøles). Så mange ramsløg man gider gøres i mindre stykker og lægges mellem de skivede kartofler. Eller Under. Eller over!Martins kartoffelmad. Copyright katlagry Mayo kan undlades, men husk peber og salt.

Kartoffelmad m ramsløg ©2010 Katlagry

Artikel om ramsløg og deres anvendelse fra dengang de hittede i 2008 ;-)

Hvad der videre hændte ramsløgene

2 kommentarer

Gemt i ms-kost

Rigtige mænd spiser grød



Rigtige mænds spiser grød
- Står der på skiltet foran bopælens nærmeste cafe.
Det kan godt være. Men jeg har aldrig været en rigtig mand.
Og så alligevel - (jeg kan jo heller ikke multitaske) For i tre uger nu, har mine morgener været velsignet med den dejligste grød. Og jeg kan slet ikke lide grød. Jeg hader grød.  Faktisk. Heller ikke efter at grød er blevet moderne.Og man kan få det på cafeer(!) Og de kendte køber fikse blandinger i Irma.

Ingen har kunnet overbevise mig om at grød ikke vokser i munden og efterlader en sur smag på tungen som varer i hvert fald indtil spisefrikvarteret. Heller ikke selv om jeg endda har givet det en chance.

Men så var jeg hjemme hos mine gamle i påsken. Og min kærlige mor, forsøgte sig endnu engang: Prøv nu lige at smage. Der sker ikke noget ved at smage. .. Og denne her grød er HELT ANDERLEDES. Yeah, right…!

Men man skal jo smage! Og denne grød var altså HELT ANDERLEDES. Ja, det var stadig havregrød. Men det smagte GODT. Jeg spiste to portioner. Og var glad bagefter. Oven i købet lidt selvfed over at blive mæt af en økologisk, økonomisk, politisk korrekt og  nem ret. Der går nok lidt tid før jeg indfører ugentlig grøddag til aftensmad. Men so far ville jeg nødig møde dagen uden mors chrunchy havregrød.

Og hvad er hemmeligheden så? Ja, det kræver jo lidt ekstra, nemlig en kaffemølle. I kaffemøllen knuses græskarkerner, hørfrø og mandler. Eller man hakker mandlerne hvis man gider. Det skal være chrunchy. Ikke kværnet eller fintmalet. Der skal være noget at bide i – det er halvdelen af hemmeligheden. Resten af hemmeligheden er et æble i tern som koger med de sidste par minutter.

Jeg kan heller ikke lide kanel. Jeg synes det er noget underligt nisse-noget som stinker af december. Men her har jeg også oplevet et mirakel. Da der kun var kanelstænger på krydderihylden, var jeg nødt til at morte det selv. Det udvidede lige kanelens repertoire må jeg erkende. I stedet for den klemte julefims eksploderede duftnoterne i køkkenet. Farvel gamle nisser og goddag til hele verden,  østen for månen, New York og Hollywood, hvor det både er urbant, dyrt og foryngende at spise grød.

Nul sukker. Sagen er den at med kanel og æbler kommer man end ikke i tanker om at komme sukker på sin grød. Manden, som ikke er bange for skjult sukker hælder rundhåndet (ækle) små rosiner på sin morgengrød. Men hvis det skal til for at grøden glider  ned, er det jo stadig bedre end Pifpafpuf og  guldkorn og andet slik forklædt som morgenmad.

To portioner Morgengrød

  • 2 dl. havregryn (byt evt. ½dl ud m. speltflager/rugflager..)
  • 4½ dl. vand
  • 1 spsk. mandler
  • 1 spsk. Græskarkerner
  • 1 spsk. hørfrø
  • 1 æble i tern
  • 1 drys salt
  • Mal hørfrø på kaffemølle. Mal græskarkerner så de stadig har bid. Gør det samme med mandlerne eller hak dem med en kniv. (Lav evt større portion og gem resten i en lukket beholder, så det er lige til at bruge de næste par dage. Men ikke for stor, da frøene kan harske)

    Sæt gryn i blød i vandet i en gryde allerede om aftenen. Så bli’r grøden lettere fordøjelig og hurtigere at lave om morgenen. Om morgenen kommes din lækre kerneblanding i sammen med et æble i tern og et drys salt.

    Opvarm grøden, kom evt, mere vand i.  Server.
    (Stil te og kaffe og gulerødder ind, hent avisen og spis;-)

    Skriv en kommentar

    Gemt i Meninger om mad (med MS)