Tag Archives: Opskrifter

Melon i mynte – vegansk i Vedskølle

  • 1 melon  (af de der, hvad er det nu de hedder?, ikke vandmelon (det kan man se på farven), men heller ikke honningmelon) i tern
  • 1 håndfuld frisk mynte
  • 1 dl. ca. hyldeblomssaft uoptyndet

Her var det Lisbets egen hyldeblomstsaft. Dog ikke plukket i kimingen, men alligevel… Den rene skærsommersødme var det i hvert fald. Og så frisk, så frisk med den lidt skarpe og kraftige mynte.

Og det oven på den smukkeste kartoffelsalat (blandt andet…) med persille, radiser og olie-eddikedressing:

 

Opskrift: Kartoffelsalat med radiser og persille

  • Kogte nye små kartofler
  • Et bundt radiser i tynde skiver
  • En håndfuld bradbladet persille

Dressing:
Olie-eddike af

  • koldpresset rapsolie og
  • hvid balsamico
  • Lidt citronsaft
  • 1 fed presset hvidløg
  • lidt sennep
  • Salt og peber

4 kommentarer

Filed under ms-kost

Dagen derpå -eller havdyrvegansk tømmermandsstopper

Dagen derpå©Katja Gry Svensson
Da jeg vågnede hen ad pinsesøndag, sagde min krop, at den ville have æg og bacon. Helst også cocktailpølser. Stegt flæsk og persillesovs, for den sags skyld. Eller bare en burger med medister. Faktisk var det så alvorligt, at mine celler ligefrem skreg efter salte og helst fedtdryppende proteiner.

Krise eskalerer
Vi havde en lang diskussion, kroppen og jeg. Jeg følte mig svag og overvældet af kravene og til sidst tog kroppen mig ud i køkkenet for at få stillet sin sult. Den havde åbenbart glemt at bemeldte fødevarer ikke kommer i mit køkken. Men der var nu heller ikke så meget andet derude. Ikke engang rugbrød.

Krise håndteres
Så fik jeg øje på de grønne franske linser -de Puy og nye tanker formede sig i mit sind.(eller var det bare rent instinkt?) Indenfor 30 minutter blev linserne kogt med lidt bouillonpulver, et skvæt fish-sauce og flere teskefulde chilipasta. Egentlig kunne linserne have gjort arbejdet alene, men som ekstra bonus blev de toppet med lynstegte tofutern i sojasauce med sesamfrø.

Ny krise opstår
Det smagte rigtig godt og efter rå mængder (ikke som på billedet, det er bare koketteri), tænkte jeg ikke længere på landbrugs- eller andre dyr. For med et var min krop kun interesseret i fastelavnsboller, pandekager, kanelsnegle og cola og i mine tanker passerede Paradis og bydelens bagere revy.

Men selv om kroppen var tændt efter sukker, var den alligevel for doven til at gå ud. Så her kom den nemme løsning ind i billedet: Frosne bær, banan, ½ appelsin og et drys vaniljepulver (ikke –sukker) blev hurtigt blendet ud i sojamælk. Uhm!

(Mineral)balance genoprettes
Ingen kager til mig efter det! Kun en lille skål linser til, fordi de smagte godt. Plus uendelige mængder af koldt vand fra hanen, naturligvis.

Og det virkede. Også på mine tømmermænd! Og de potentielle moralske af slagsen blev afløst af sand selvglæde: Man kan sagtens svine sig til hele natten, hvis bare man opfører sig pænt dagen efter!

Grønne franske linser m chili og soyamarineret stegt tofu©Katja Gry Svensson

8 kommentarer

Filed under ms-kost

Stenbiderrogn igen! og torsk i frisk spinat

Stenbiderrogn og purløg
Her kommer to opskrifter, hvoraf den ene er ren MS-kostluksus og den anden ikke helt kan få MS-koststemplet på grund af kokosmælken. Begge er til gengæld havdyrveganske: Bentes sauterede jordskokker med stenbiderrogn og hendes torsk i fad med kokosmælk og frisk spinat. 

Opskrift:
Jordskokker med stenbiderrogn

4 personer

  • Stenbiderrogn på jordskokke-ragout/ mos / 650 g jordskokker
  • 1-2 spsk olivenolie
  • 1 bundt purløg
  • 200 g stenbiderrogn

Skræl jordskokkerne og skær dem i
ensartede tern ca. 1,5 cm.
Opvarm olie og sauter jordskokkerne i olien.

Læg låg på gryden og damp jordskokkerne
ved svag varme til en mos i ca. 1- 11/4 time.

Fordel mosen på fire tallerkner.
Top med stenbiderrogn og drys med rigeligt purløg.

 

Opskrift:
Torsk i frisk spinat og kokosmælk m karry

  • ½ kg torsk, sejfillet, rødspætte kan sikkert også bruges.

Til kokos- karrysovs:

  • 1 rødløg skåret i halv ringe
  • 2 spsk olie
  • 1 spsk karry
  • 2-3 dl fiskebouillon
  • ½-1 dåse kokosmælk, evt. light se her (bemærk at kokosmælk falder udenfor min. definition af MS-kost pga. det store indhold af mættet fedt)
  • 1 spsk maizena udrørt i lidt vand
  • 250 gr.  frisk, godt,skyllet spinat

Torsk i kokos og spinatFyld og top:

  • 250-300 g grønne bønner, skyllet og med spidserne skåret af.
  • 1 bdt forårsløg
  • 1 bdt frisk koriander
  • 4 spsk cashewnødder (men det er en smagssag)
  • Brune ris, evt jasminris, som også fås brune

Tilberedning:
Skær rødløget i halve ringe. Sauter løget i olie. Tilsæt karry og brænd karry af. Tilsæt fiskebouillon og kokosmælk. Jævn karrysovsen med maizena udrørt i lidt vand.

Kog sovsen godt igennem.Tilsæt spinat, læg låg på til spinaten falder sammen. Hvis du bruger en god sauterpande, så kom fiskefilleterne op i sovsen og læg på og damp indtil fisken er færdig ca. 15-20 min. Alternativt: kom fiskene i et fad. Hæld sovsen over. Dæk fadet med staniol og damp fisken i en 200 grader varm ovn i 15-20 min.

Kog imens bønnerne til de er møre ca. 7-10 min. Hak forårsløgene. Hak koriander.

Servering: Anret bønnerne ovenpå fisk og sovs. Drys med forårsløg, koriander og cashewnødder.

Velbekomme

Stenbiderrogn på jordskokkeragout

4 kommentarer

Filed under ms-kost

Fru Ginsbergs salat med røget kylling, majs og mango


Jenny og den fantastiske røgede kyllingesalatDenne opskrift rummer ikke mindre end tre problemer:
Hvor køber man røget kylling? Hvordan får man mango om vinteren?  Og hvor får man friske majskolber?

I Melbourne køber man røget kylling i supermarkedet. Jeg
har søgt lidt på nettet og det ser ud til at man kan købe hel røget kylling, som man selv skal koge. Det lyder lidt besværligt. Men måske hos slagteren?

Hvad siger I? Er der nogen derude, som ved, hvor de røgede kyllingefilter kommer fra?

Jeg tænker at det  bliver svært, at finde friske mangofrugter 
i det kolde nord og beder om tilgivelse for at præsentere denne opskrift. Men jeg vil så gerne 
dele min glæde ;-). Og måske kan mangoen erstattes af en anden frugt? Måske honningmelon? Forslag modtages!

Og så er der det med majskolberne. De er altså bedst lige fra marken. Men hvis det ikke kan være anderledes, foreslår jeg at man finder nogle i fryseren. ENDELIG ikke noget med babymajs!

OPSKRIFT: STOR PORTION SALAT MED RØGET KYLLING, MAJS OG MANGO

  • 4 kogte og røgede kyllingefileter
  • 3 kopper (1 kop =2,5 dl.) spinatblade ELLER blandet grøn salat
  • 2 majskolber
  • 1-2 mangofrugter
    Eventuelt:
  • ½ agurk
  • 3 røde pebre/ en håndfuld cherrytomater

Eventuel dressing:

  • 3 dele olie
  • 1 del vinseddike

Opskriften kan varieres i det uendelige, når grundstofferne (røget kylling, mango og majs) er på plads

Sådan gør Jenny:

  1. Damp majskolberne (eller majs fra frost – ikke lige så godt, men det kan være svart at opdrive majskolber for tiden) til de er al dente og afkøl.
  2. Rib majskernerne fra kolberne
  3. Gør spinat/ salat i mundrette bidder
  4. Skær røget og færdigtilberedt kylling i skiver
  5. Skær mangofrugt i skiver eller tern
  6. Bland salat og grøntsager og top med majs, mango og kylling
  7. Olie/eddike hvis du synes


 

 

 

 

 

 

 

Velbekomme!

I øvrigt: Nyt om D-vitamin og sclerose. Se mere på Rixpod.dk

6 kommentarer

Filed under MS diet, ms-kost, Opskrifter

Jordskokkevidunder

Her er den bedste suppe med jordskokker. Så glæder man sig over vinteren. Ikke mindst når man er på vej ud til Kastrup med kurs mod sommersiden af kloden. Hvis jeg kommer til at savne noget mad (nok ikke!) kunne det være denne.
Bentes opskrift – tilberedt af min jæger-samler. Af jordskokker dyrket og gravet af min mor.

Opskrift: Jordskokkesuppe med kammuslinger og svampe

  • 1 stort løg
  • 1 porre
  • 650 gr. jordskokker
  • 400 gr. kartofler
  • 1,2 l. hønseboullion
  • (kvist timian)
  • Friskkværnet peber og måske salt
  • Svampe til at fylde og pynte. Her porto bello
  • Kammuslinger
Rens jordskokkerne. Behold skræl, hvis der ikke er for mange knuder.

Reddet før frosten

Rens porre. Skræl kartofler. Afskal løg
 Snit det hele i mindre stykker
Kom løg og porre i gryde m. olie og steg nænsomt til de er klare.
Kartofler, jordskokker og hønseboullion hældes i. Bring i kog og lad sagerne blive lige netop møre. Kog  evt. timian ved, men tag den op igen før du blender.
Blend suppen og smag til med salt og peber.
 Ristede kammuslinoger og ristede svampe lægges i hver portion før servering.
Velbekomme!

2 kommentarer

Filed under ms-kost

Ingefær-te med lakridsrod

Ingefær og lakridsrod/Katlagrys Køkken
Der er virus i luften og ondt i halsen. Og jeg ved ikke om det her hjælper. Men det føles sundt. Trøster, lindrer og kærtegner halsen. Varmer hænderne og dufter trygt og overbevisende.

Ingefær-te med lakridsrod er en varm ven, når kulden begynder at bide. I dag går solen ned klokken 18.44 – så du kan lige nå at lave dig et glas til skumringstimen.

Opskrift: Ingefær- lakridsrodste

Vand
Frisk ingefær
Tørret lakridsrod

  • Sæt vand over
  • Riv ingefær på rivejern, ca. 1 spsk. (eller skær i skiver, men så skal du bruge mere for at få smagen frem)
  • Kom det i glas eller kop sammen med 1 stor tsk. tørret, skåret lakridsrod
  • Overhæld med kogende vand
  • Sid og nyd at teen trækker mens lakridsroden og ingefæren falder til bunds
  • Rør rundt
  • Nyd! Lakridsrods- og ingefærte

 

5 kommentarer

Filed under ms-kost

Sensommersager & Kruspersillesalsa

orange-grønne peberfrugter i ovn m torsk m chili, Grov kruspersillepesto, Rød-grøn salat og

Gårsdagens sene måltid var et værdigt farvel til august. Og med tomater fra egne forældres have, er det lige før jeg bliver religiøs. Jeg lover i hvert fald aldrig mere at spise tomater uden for sæson! Når de kan smage så godt, må det være syndigt at røre de blege erstatningstomater man risikerer resten af året.

Billedet yder på ingen måde denne fantastiske middag retfærdighed. Så videre til detaljerne:

Opskrift:

Ovnfisk

  • 3 grøn/orange peber i store tern
  • 2 stykker ‘frisk’ torsk fra Brugsen
  • Fintsnittet chili efter eget chilibehov

Peberfrugter med olie kom ind i ovnen (180 grader) som det første, så de kunne nå at få lidt ekstra varme før fisken. Ca. 10 minutter. Derpå lagdes, torsken som blev drysset med chili, salt og peber. Ca. 20 minutter

På den tid kunne én som var hurtigere end mig snildt få resten fra hånden…

Grov Kruspersille-salsa

  • Stor  håndfuld gammeldags persille
  • ca. 4 små cherrytomater
  • 2 black eye tomater
  • ½ spsk koldpresset olivenolie
  • Salt og peber

Persillen så godt som direkte fra jorden, blev skyllet og finthakket. Således også tomaterne. Og så blev det blandet sammen og smagt til med lidt olie og salt og friskkværnet peber.

Rød/Grøn salat som forleden . Og hertil kogte kartofler med persille.

Velbekomme. Og tak!

5 kommentarer

Filed under food, mad, Meninger om mad (med MS), MS, MS diet, MS, sclerose, ms-kost, multiple sclerosis, opskrifter, Sclerose, Sclerosekost

Katlagrys Køkken er i luften…igen


Velkommen
til Katlagrys Køkken – en blog om MS-kost og livsstilsændring. Katlagrys Køkken har officiel premiere i dag og deltager samtidig i Madblogger-symposium 2010.

Velkommen og velbekomme!

6 kommentarer

Filed under ms-kost

Skærsommersalat med skaldyr og duft af Thailand

Her 1½ time efter er vi stadig mætte af kun denne salat og rejer til selvpil.
Rejerne skulle egentlig have været almindelige afpillede og så skulle de have toppet salaten. Men de var heldigvis udsolgt. Ellers havde vi ikke brugt det halve af sommeraftenen på at pille dem sæl 😉

Denne blanding af Nordatlant og Sydhavsfrugt er udtænkt af min husholdningsveninde Bente. Mængdeforholdene har hun ikke ansvar for – men det var hende der sagde at man kunne blive mæt!
Bentes mangosalat m avocado, forårsløg, slikærter, grøn salat, citron og en reje

Opskrift:

  • 2 modne mangofrugter
  • 1 avocado
  • 150 gr. slikærter
  • 1 hoved mini-romainesalat
  • 2 forårsløg
  • Saft af 1 citron (høvl og gem evt skallen til senere brug)
  • 500 gr. rejer m skal
  • Friskkværnet peper

Alt skæres i mundrette bidder/ tynde skiver. Anret grøn salat på to tallerkner og læg de øvrige grønne og gule sager i lag – som du lyster. Rejerne øverst eller ved siden af. Til sidst citronsaft. Og peber. Velbekomme!

3 kommentarer

Filed under food, mad, MS, MS diet, ms-kost, opskrifter, Sclerose, Sclerosekost, vegetar

Madblog gør kvinde lykkelig

  • Nederst opskrift på blåbærsmoothie

I dag har jeg set en film. Den handlede om to kvinder – en fra fortiden og en fra nutiden – som fandt meningen med livet.

Julia Child (Meryl Streep), hvis mand var ansat ved den amerikanske ambassade i Paris, fandt sig selv i den franske kogekunst. Julia Child fik senere et tv-program, selv om McCarthy var efter hendes mand. Den anden kvinde så lyset, da hun fik sin egen madblog. Hun var fan af den første og gik i 2002 igang med at lave alle opskrifterne i Julia Childs kogebog “Mastering the Art of French Cooking” . Hver dag i et år lavede Julie Powell mad efter idolets kogebog – og BLOGGEDE om det.

Filmen havde to pointer. Den ene var, at kvinder kan blive lykkelige af at lave mad og formidle kunsten til andre.  Den anden var, at man skal bruge rigeligt med smør. Den første kan komme an på en prøve. Den anden går jeg let hen over. Blot må jeg bemærke at det altså var Julia Child, som opfandt det der ‘rigeligt med smør’. Conrad og Aksel må have set hendes show? (og jeg er i hvert fald sikker på at Kirsten Hüttemeier har). Men alt det er en anden historie.

Efter filmen var jeg meget sulten og gik i gang med aftensmaden. Og nu klokken 16, har jeg spist det meste af til frokost. Men jeg har stadig billedet:

Spinatsalat med kikærter og soltørrede tomater, bønnesalat med bønner og hummus med top af tomat, agurk og rød peber

Her er ikke noget med smør, men der er Spinatsalat med kikærter og soltørrede tomater, bønnesalat med bønner og hummus med top af tomat, agurk og rød peber.

Til aften kommer en gæst. Så skal vi have resterne fra frokost OG dampede artiskokker 🙂
Og måske vi napper sådan en her til dessert:


De eksakte mål må I lige vente med. Men i denneher FANTASTISKE  sommerdrik fra i går var:

OPSKRIFT: BLÅBÆRDRIK / SMOOTHIE/ SHAKE/ BÆRDRIK

Frosne blåbær
Banan
Soyamælk
VaniliePULVER – ikke vaniliesukker
Citronskal
Citronsaft

Det med citronen er meget vigtigt for at drikken ikke bliver for fad. Især når bærrene er rene blåbær.

Bon appetit!

8 kommentarer

Filed under ms-kost

Grovpasta med varmrøget laks


Her kommer en af de meget nemme. Når pastaen er fuldkorns, mætter den bedre. Og den smager deeeejligt. (i hvert fald den änglemark fra Brugsen som findes i dette køkken).
 
Men det som gør, at jeg gider at spise pasta uden parmesanost, er den salte røgede fisk i kombination med chili og citronskal!

Læs mere om hvorfor fuldkornspasta er et godt valg her

 
Opskrift: GROVPASTA MED VARMRØGET LAKS, CHILI OG CITRON

  • Fuldkornsspaghetti, så meget man vil ha
  • 300 gram frossen hel spinat
  • ½ dl. Soya-fløde
  • Ca. 3 cm. Hakket frisk rød chili (eller mere)
  • ¼ revet citronskal (eller mere)
  • 1 pakke varmrøget laks, ca. 150 gr.
  • Friskkværnet  peber

 Vand til spaghetti sættes over, mens spinaten varmes. Når spinat er tøet op tilsættes soyafløde og lidt peber. Jeg undIod salt fordi, laksen var meget salt.

I mens hakkes chili og citronskal rives eller høvles.
Når pastaen er al dente, hældes vandet fra og den blandes med spinaten og kommes på tallerknerne. Herover fordeles den varmrøgede laks i mindre stykker (husk at sætte tid af til at åbne pakken!)

Det hele toppes med frisk chili og citronskalsspåner. Det var chili og citron, der gjorde forskellen og løftede retten. Og der kunne sagtens have været mere af begge dele!

Velbekomme!

Skriv en kommentar

Filed under ms-kost

De omtalte ramsløg

Omsider! På den sidste forårsdag fik vi plukket de ramsløg. Udmærkede blade. Og fine på kartoffelmaden.

Og for god ordens skyld: Ramsløgene skulle både være en bombe af c-vitamin OG virke antibiotisk og blodtrykssænkende.

OPSKRIFT

  • Ramsløg
  • Kogte kartofler
  • Rugbrød
  • Lidt mayonnaise
  • Friskkværnet peber + salt

Kartoflerne fra i går findes frem (eller koges på stedet og afkøles). Så mange ramsløg man gider gøres i mindre stykker og lægges mellem de skivede kartofler. Eller Under. Eller over!Martins kartoffelmad. Copyright katlagry Mayo kan undlades, men husk peber og salt.

Kartoffelmad m ramsløg ©2010 Katlagry

Artikel om ramsløg og deres anvendelse fra dengang de hittede i 2008 😉

Hvad der videre hændte ramsløgene

2 kommentarer

Filed under ms-kost

Rigtige mænd spiser grød



Rigtige mænds spiser grød
– Står der på skiltet foran bopælens nærmeste cafe.
Det kan godt være. Men jeg har aldrig været en rigtig mand.
Og så alligevel – (jeg kan jo heller ikke multitaske) For i tre uger nu, har mine morgener været velsignet med den dejligste grød. Og jeg kan slet ikke lide grød. Jeg hader grød.  Faktisk. Heller ikke efter at grød er blevet moderne.Og man kan få det på cafeer(!) Og de kendte køber fikse blandinger i Irma.

Ingen har kunnet overbevise mig om at grød ikke vokser i munden og efterlader en sur smag på tungen som varer i hvert fald indtil spisefrikvarteret. Heller ikke selv om jeg endda har givet det en chance.

Men så var jeg hjemme hos mine gamle i påsken. Og min kærlige mor, forsøgte sig endnu engang: Prøv nu lige at smage. Der sker ikke noget ved at smage. .. Og denne her grød er HELT ANDERLEDES. Yeah, right…!

Men man skal jo smage! Og denne grød var altså HELT ANDERLEDES. Ja, det var stadig havregrød. Men det smagte GODT. Jeg spiste to portioner. Og var glad bagefter. Oven i købet lidt selvfed over at blive mæt af en økologisk, økonomisk, politisk korrekt og  nem ret. Der går nok lidt tid før jeg indfører ugentlig grøddag til aftensmad. Men so far ville jeg nødig møde dagen uden mors chrunchy havregrød.

Og hvad er hemmeligheden så? Ja, det kræver jo lidt ekstra, nemlig en kaffemølle. I kaffemøllen knuses græskarkerner, hørfrø og mandler. Eller man hakker mandlerne hvis man gider. Det skal være chrunchy. Ikke kværnet eller fintmalet. Der skal være noget at bide i – det er halvdelen af hemmeligheden. Resten af hemmeligheden er et æble i tern som koger med de sidste par minutter.

Jeg kan heller ikke lide kanel. Jeg synes det er noget underligt nisse-noget som stinker af december. Men her har jeg også oplevet et mirakel. Da der kun var kanelstænger på krydderihylden, var jeg nødt til at morte det selv. Det udvidede lige kanelens repertoire må jeg erkende. I stedet for den klemte julefims eksploderede duftnoterne i køkkenet. Farvel gamle nisser og goddag til hele verden,  østen for månen, New York og Hollywood, hvor det både er urbant, dyrt og foryngende at spise grød.

Nul sukker. Sagen er den at med kanel og æbler kommer man end ikke i tanker om at komme sukker på sin grød. Manden, som ikke er bange for skjult sukker hælder rundhåndet (ækle) små rosiner på sin morgengrød. Men hvis det skal til for at grøden glider  ned, er det jo stadig bedre end Pifpafpuf og  guldkorn og andet slik forklædt som morgenmad.

To portioner Morgengrød

  • 2 dl. havregryn (byt evt. ½dl ud m. speltflager/rugflager..)
  • 4½ dl. vand
  • 1 spsk. mandler
  • 1 spsk. Græskarkerner
  • 1 spsk. hørfrø
  • 1 æble i tern
  • 1 drys salt
  • Mal hørfrø på kaffemølle. Mal græskarkerner så de stadig har bid. Gør det samme med mandlerne eller hak dem med en kniv. (Lav evt større portion og gem resten i en lukket beholder, så det er lige til at bruge de næste par dage. Men ikke for stor, da frøene kan harske)

    Sæt gryn i blød i vandet i en gryde allerede om aftenen. Så bli’r grøden lettere fordøjelig og hurtigere at lave om morgenen. Om morgenen kommes din lækre kerneblanding i sammen med et æble i tern og et drys salt.

    Opvarm grøden, kom evt, mere vand i.  Server.
    (Stil te og kaffe og gulerødder ind, hent avisen og spis;-)

    Skriv en kommentar

    Filed under Meninger om mad (med MS)